Uge 8
Logbog Heidi
Sneglene flytter ind.
I dag er to nye venner af huset flyttet ind. Mor synes det er en sjov med et dyrhold, resten af familien er lidt skeptiske. Men nu er de her og jeg ser frem til at lære dem at kende.
Disse to sneglene kommer oprindeligt fra Jane’s børnehave i Varde. Så en tur helt til Nordjylland, som endda gik via Aabenraa kan gi lidt jet-lag. I hvert fald var de kravlet i hi de først 1 ½ døgn de var her. Mandag formiddagen fik de sig et bad, og det må have været lige det de trængte til, for hold da op der kom liv.
Lærer dem bedre og bedre at kende
I starten havde jeg ikke den store viden omkring det at have congosnegle. Men søgen rundt på nettet, og med mine studieveninder i baghånden, har jeg langsomt fundet frem til de optimale betingelser for Congosneglene. Det at finde frem til den rette føde kræver tålmodighed. Jeg har forsøgt mig med forskellig frugt og grønt, og synes at fornemme mine Congosnegle er mest til de saftige grønsager, så som agurk, salat og æbler.
Opbygning af midlertidigt terrarier.
Lørdag aften efter hjemkomst fra Aabenraa, blev et midlertidigt terrarie fremstillet. Havde i forvejen varskoet min mand, så en god kompost jord var blevet sat til temperering inden jeg ankom med sneglene. Ligeledes var der taget enkelte grene og mos ind varmen. Jeg har efterfølgende erfaret at kompost jord åbenbart er farligt for sneglene, da der kan være uønsket kryb i jorden. Heldigvis har min jord været forholdsvis rent. Der er kommet nogle enkelt dræbersnegleunger frem. Men de er hurtigt blevet fjernet.
Besøg i Børnehaven
Sneglene har i dag været med på besøg i børnehaven. En god oplevelse for børnene. Efter formiddagsmaden samlede vi børnene og fik en snak om snegle. Hvad de spiser, hvad de kan se (eller mangel på samme), hvad de føler og hører med. Vi snakkede også om hvordan man skulle passe dem og at når de står på kommoden, må man gerne kigge på dem, men ikke rører ved terrariet. På et tidspunkt skal vi ha lavet noget sjove snegleaktiviteter med dem.
Sjovt at se hvordan nogle børn kunne stå længe bare og observere dem. Jeg kunne godt have tænkt mig at de stod fast i børnehaven, så de blev en integreret det af huset. Men eftersom jeg kun er i børnehaven to gange om ugen, er det bedst jeg transporterer dem frem og tilbage. Jeg har lavet et transport terrarier, som sneglene kan være i, de dage vi er i børnehaven.
Opbygning af terrarie
Det er lykkes mig at finde et lidt større akvarie, der nu skal ombygges til et terrarie til sneglene, så de får lidt mere plads at boltre sig på. Ikke fordi de bor dårligt, der hvor jeg har dem nu, men fordi jeg altid kun har tænkt deres nuværende bolig som midlertidigt.
Eftersom jeg har erfaret at almindelig kompostjord er uegnet til bund, har jeg i stedet indkøbt ugødet spagnum. Jeg har været i haven og finde mos, mange skriver at man enten skal fryse det ned eller hælde kogende vand over, for at undgå skadedyr. Jeg har i stedet for rystet alt jord af dem, varmebehandlet det i vores fyrrum, og atter rystet tørt jord af. Nu er der hverken jord eller skadedyr tilbage.
Ligeledes har jeg været i haven og finde enkelt tykke pinde, som sneglene kan kravle op ad. Jeg har læst flere steder at snegle gerne vil have krydderurter. Ren win-win, ser både dekorativt ud og samtidig kan det spises. Snegle vil gerne gemme sig eller grave sig ned når de går i hi, derfor er der åbne områder men kun spagnum. Jeg har lavet et lille vandbad til dem også, har læst mig fremtid at de gerne ville fugte sig lidt deri. En Congosnegl har som alle andre snegle brug for kalk, for at gøre deres sneglehus stærkt. Jeg har derfor indkøbt en sepiaskal, som er en skellet fra en blæksprutte, fordi den har opholdt sig i havvand, har den et højt naturligt næringsindhold af kalk, salt og jod.
Hvor henter jeg viden og inspiration
Da jeg startede ud med projekt ”Congosnegl” var jeg ret meget på bar bund. Jeg støvsugede nettet for at finde viden. Nogle ting blev jeg klogere på, andre ting forvirrede mig bare mere. I vores studiegruppe er vi gode til at hjælp hinanden med råd og vejledning. Jane har et snegle-terrarie i hendes børnehave, så den viden hun har fra praksis, er guld værd. Marianne har fundet grupper på facebook, som vidensdeler om egne oplevelser. Her er jeg specielt glad for den gruppe der hedder ”Congo/afrikanske kæmpe snegle”. Her synes jeg der er meget godt og relevant materiale at hente i forhold til føde, opbygning af terrarie og hvordan man ellers holder sine snegle i trivsel.
Mine refleksioner over det at skulle have Congosnegle
Jeg har aldrig i min vildeste fantasi tænkt at jeg på noget tidspunkt skulle have to Congosnegle til at bo vores hus. Men ikke desto mindre er det det der er sket, og hvor er det da hyggeligt. Men faktisk også en tidsrøver, på den gode måde. Der er noget psykoterapeutisk i blot at stå og betragte dem. Deres langsomme glidende bevægelser rundt i vasken eller terrariet, gør at man nemt bliver opslugt af nuet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar