Dyr på habitatet i januar og februar
Naturen er våd, grå og blæsende, sådan en årstid hvor man er glad for at husene er hule og jakkerne varme. Dyrene har ikke samme mulighed, de lever i naturen hver dag hele året rundt, men ved denne årstid gemmer de sig væk. Ved første øjekast virker naturen forladt, en enkelt fugl flyver forbi i ny og næ, men ellers er der ikke meget liv. I hvert fald ikke før end vi kigger godt efter...
Er man heldig turen går forbi en sø, vil man næsten med sikkerhed møde gråænder, ynglefugl i stort set hele Danmark og almindelig udbredt i det meste af verden. Som ved de fleste andre fugle er hannen flot klædt og kan genkendes på den grå dragt og de blå-grønne metallic farvede fjer på hovedet, mens hunnen er brun og godt camoufleret når hun ligger på reden.
Når vi leder efter dyr, kigger vi som regel efter selve dyret, men ofte er det ikke dyret, men spor vi kan være heldige at finde. Det gælder også for muldvarpen, der ikke bevæger sig over jordoverfladen, men gerne viser hvor den holder til med let genkendelige jordskud. Muldvarpen er meget territoriale så selvom der ofte ses mange muldvarpeskud samlet, vil der som regel kun være tale om en enkel muldvarp. Undtaget er ynglesæsonen, hvor hannerne opsøger hunnens territorium. For eller imod muldvarpen; i prydhaven ødelægger muldvarpeskuddene den fine græsplæne og de lange gange blotlægger prydplanternes rodsystem, så de visner og dør. De lange gange er til gengæld gavnlige i skoven, hvor de er med til at lufte jorden og gøre den porøs. Gangene fungerer som fangstfælder for andre af jordens små dyr, blandt andet regnormen der er yndet spise af muldvarpen. Barbarisk men genialt så fanger muldvarpen regnormen, bider hovedet af den, så den ikke kan flygte og kan på den måde samle et forråd af frisk mad.
Regnormen er en af vores mest kendte krible-krable dyr og let for børn af finde og for de fleste børn er det okay at holde en regnorm i hånden. Det er et godt dyr, når børn skal introduceres til dyrelivet under jordoverfladen. Regnormen er kold og glat, den er ikke vild med sollys og den er slet ikke vild med en tur på rutsjebanen en varm sommerdag, faktisk er den så vild med vand, at den kan optage vand gennem huden og ikke kun gennem munden. Regnormen ligner bare en lang lyserød/brun pølse, men den ene ende er spids og her er hovedet og er det en kønsmoden regnorm har den et bælte om maven. Vi har at gøre med en rigtig nedbryder, en af vores vigtigste jordforbedrende dyr, idet den dels nedbryder vissent plantemateriale men samtidig spiser jord og herved blander jord og planterester samtidig med at jorden luftes.
Kriblende krablende bænkebidere i hobetal - naturen er fuld af liv, også i vintermånederne, men det kræver vi kommer tæt på og flytter lidt på tingene...
Bænkebideren er egentlig et krebsdyr og har, selvom den lever på land, stadig gæller. Den opholder sig derfor ofte hvor det er mørkt og fugtigt og kan som regel findes, hvis man flytter en stor sten eller barken på et udgået træ. Bænkebideren lever af dødt plantemateriale og er, ligesom regnormen, en af naturens vigtige nedbrydere. Et lille overset dyr med en stor betydning for det store økosystem.
Og der er helt sikkert mange mange flere dyr på biotopen, men de får lov at nyde det sidste af vinteren i fred og ro.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar